Sådan gør vi cirkulær økonomi til byggeriets fremtid

BAGGRUND

Regeringen fremlagde i september 2018 ”Strategi for cirkulær økonomi” med den lovende undertekst ”Mere værdi og bedre miljø gennem design, forbrug og genanvendelse”. Strategien indeholder 15 hovedpunkter, hvoraf en del er generelle tiltag, mens andre er rettet mod specifikke indsatsområder. Det omfatter tiltag rettet mod bygge- og anlægssektoren som udvikling af en frivillig bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet, samt styrkelse af selektiv nedrivning.

Regeringens udspil favner hele spektret af problemer omkring udbredelsen af den cirkulære økonomi og inddrager forhold såsom forretningsmodeller og finansiering. Den brede tilgang tilsammen med den politiske kapital der er investeret ved lanceringen af strategien er nok det vigtigste. Skal den danske produktion og forbrug omstilles, så er det ikke nok med detailregulering og enkeltstående initiativer. Det gælder om at indrette samfundets overordnede rammevilkår, så de fremmer omstillingen og giver virksomheder og markedskræfter mulighed for at komme i spil i den gode sags tjeneste.

EU-kommissionen fremlagde allerede i juni 2014 en strategi for at bevæge Europa mod en fremtidig cirkulær økonomi. Siden fulgte en række lande med egne strategier, såkaldte ”roadmaps”. Det gælder Frankrig, Slovenien og til dels Italien. Holland var fremme med strategier endnu inden kommissionen. Det er imidlertid kommissionen mere end de enkelte lande, der er gået foran. Danmark har nu også fremlagt en national strategi, men vi er altså ikke i nogen førerposition. Det betyder måske også mindre, for arbejdet for at nå den cirkulære økonomi er ikke just et cykelløb, hvor det gælder om at komme først, nok så vigtigt er bredden og dybden i omstillingen af økonomien.

Det er imidlertid på tide at rykke nu. I marts 2018 fremlagde EU-kommissionen sin Circular Economy Package (CEP), der blev stemt igennem EU-parlamentet i april herefter blev lov i juli måned. Heri opstilles nye ambitiøse mål. Det forpligter de enkelte lande til at følge trop. CEP indeholder nye ambitiøse mål, for eksempel at husholdningsaffald skal recycles for 55% vedkommende i 2025 og 65% vedkommende i 2035. Der er specifikke mål for enkelte affaldsfraktioner såsom plastic, aluminium, glas og træ. Når vi i Danmark nu drøfter cirkulær økonomi, så er det også et resultat af, at vi er presset hertil af EU regulering.

Bygge- og anlægssektoren har en nøglerolle i bestræbelserne for at sikre et bæredygtigt samfund med mindre klimabelastning. Bygningsmassen står for 40% af vore samlede CO2 emissioner, den står for et voldsomt materialeforbrug og skaber også en betydelig del af vort affald. 56% af alt affald i Danmark kom i 2015 fra bygge- og anlægssektoren. Sektoren er af EU udpeget til en nøglerolle i omstillingen af samfundsøkonomien til cirkulær økonomi. Skal omstillingen lykkes, kræver det en indsats på tværs af grænser mellem såvel lande som mellem økonomiens forskellige sektorer.

Råvarer, halvfabrikata, komponenter såvel som færdige produkter krydser i vore dages globaliserede økonomi med en ekstrem høj arbejdsdeling alle former for grænser. De regler, der regulerer vor produktion, afstemmes internationalt, ikke mindst i EU. Det kræver en bred og international indsats at sikre transformationen til den grønne økonomi. Det er derfor i høj grad relevant at se på de signaler og de forskningsprojekter, der kommer fra EU – og på hvordan de danske strategier spiller sammen hermed.

I 2015 fremlagde EU ”Closing the loop – An EU action plan for the Circular Economy”. Heri udpeges byggeri og nedrivning af bygninger som et særligt prioriteret område. Byggeri og affald fra byggeri og nedrivning er vigtige elementer i EU’s forskningsprogram Horizon2020. Næsten én milliard Euro investeres i forskning og innovation om cirkulær økonomi i Horizon2020, og byggeri og affaldsstrømme får en betydelig del heraf. I en række ”calls” er universiteter, videncentre, virksomheder og offentlige myndigheder fra hele EU involveret i dette forsknings- og innovationsarbejde for at gøre byggeriet cirkulært. Tror man, at satsningen på bæredygtighed er en særlig dansk kompetence, så tager man aldeles fejl, selv om den danske indsats anerkendes fra mange sider. Man hører for eksempel ofte ”Kalundborg-modellen” fremhævet fra udenlandsk side som et tidligt eksempel på cirkularitet.

Indsatsen i EU-forskningen er på materialeområdet organiseret i et såkaldt Public-Private-Partnership(PPP), kaldet SPIRE (sustainable Process Industry through Ressource and Energy Efficiency). Her ligger blandt andet forskningsprojekterne BAMB og FISSAC, som omtales senere i artiklen. SPIRE PPP er et formaliseret samarbejde mellem den europæiske fremstillingsindustri og EU-Kommissionen oprettet ved kontrakt. 130 stakeholdere er repræsenteret, og tilsammen repræsenterer parterne 20% af EU’s beskæftigelse indenfor fremstillingsvirksomhed. Satsningen på bæredygtighed er en fælles satsning for tunge aktører i europæisk erhvervsliv – og er ikke forbeholdt langskæggede mænd i islandske sweatere på Christiania cykler, som det måske gjaldt for en menneskealder siden.

Lederen af FISSAC konsortiet er ACCIONA konglomeratet med 37.000 ansatte og en omsætning på 50 milliarder kroner. Det er en spansk entreprenør- og energivirksomhed med globalt markedssigte og blandt verdens 100 førende virksomheder indenfor bæredygtighed i 2018 (iflg. Corporate Knights). Flere af de største forskningsprojekter om cirkulær økonomi i det byggede miljø savner dansk deltagelse. Har det betydning? Ja det har det, for cirkulær økonomi kan blive en afgørende fremtidig konkurrenceparameter. Samtidig skylder Danmark at bidrage med sine kompetencer i den gode sags tjeneste, vi har i min optik en historisk arv at leve op til på miljøområdet.

EU har identificeret de områder, hvor potentialet for miljømæssige forbedringer i byggeriet er størst, og forskningsprojekter har vurderet, at en bevægelse mod disse mål ikke bremser den økonomiske vækst, men tværtimod fremmer den. Det fremgår af rapporten ”Assessment of Scenarios and Options towards a Ressource Efficient Europe. An analysis for the European Built Environment” fra 2014. Der er altså ikke et modsætningsforhold mellem miljøhensynet og vækst, tværtimod. Analysen er foretaget med den særlige økonomiske model EXIOMOD (Extended Input Output Model), hvor miljøtiltag kan indregnes.

I den danske debat om cirkulær økonomi virker det som om, at der ikke er en klar definition af begreber som cirkulær økonomi og bæredygtighed. Ordene blandes sammen i én pærevælling, ligesom man i flæng bruger begreber som genanvendelse og genbrug, som om de dækker det samme. Det gør de på ingen måde. Ser man mere snævert på debatten indenfor den danske bygge- og anlægssektor, er det tydeligt, at mange forudsætter, at Danmark ligger i en førerposition i den grønne omstilling. Mange aktører har imidlertid ikke en klar forestilling om, hvor de øvrige lande befinder sig. Det er sandt er det, at den danske byggesektor historisk har opereret med meget høje genbrugs/- genanvendelsesprocenter, men at maksimere genbrug af bygningsaffald er ikke nok, når det gælder er cirkulær økonomi. Faktisk kan en meget høj genbrugsprocent stå i vejen for den miljømæssigt set optimale håndtering af affald.

Danmark har historisk også klaret sig fornemt indenfor energieffektivitet. Går man fra energi og over til en bredere fortolkning af bæredygtighed, har Danmark dog ikke altid førertrøjen på.

Danmarks system til bæredygtighedscertificering af bygninger bygger på det tyske DGNB system (Deutsche Gütesiegel Nachhaltiges Bauen). Dette er en naturlig udvikling. Når et lille land som Danmark skal have en international konkurrencedygtig byggesektor, så kan man ikke altid udvikle egne systemer, og det er kun naturligt at bygge videre på de eksisterende udenlandske systemer som DGNB, BREEAM og LEED. Danske arkitekter og rådgivende ingeniører skal eksportere deres viden om byggeri, og det er disse udenlandske systemer, som deres projekter skal leve op til. Ser vi bort fra internationale standarder, så er der dog ingen grund til, at Danmark skal acceptere at blive henvist til bagsædet i arbejdet med cirkulær økonomi.

Cirkulær økonomi er netop det, som ordet siger: Økonomi. Det betyder, at markedet skal i spil, og at omstillingen indebærer økonomisk vækst. Det betyder også, at udviklingen vil ske i konkurrence, dels mellem virksomheder indenfor de enkelte lande og dels mellem landene. Den cirkulære økonomi er fremtidens eksportmarked, og det er derfor afgørende, at vi i Danmark har de rette rammevilkår for vort erhvervsliv, så det kan udvikle sin konkurrenceevne. Der er ingen modsætning mellem økonomisk vækst og grøn omstilling, så længe denne omstilling gribes an på rette vis.

I takt med at andre lande griber efter den grønne omstilling som en konkurrenceparameter, er det vigtigt, at vi i Danmark bliver skarpere om begreberne, kender vore sande kompetencer og identificerer, hvor der kan sættes ind for at gøre disse kompetencer bedre. Danmark risikerer at blive kørt agterud, hvis vort fokus er for snævert. Vi skal passe på, at Danmarks førerposition i den grønne omstilling ikke ender som et postulat, et ”brand” der langsomt udhules, mens udlandet støt og roligt overhaler os. Det er kun fint, hvis CNN omtaler os som en miljøvenlig cykelnation, men bæredygtighed handler også om praktikken i erhvervenes produktionsvilkår. Måske vil det gavne med en anelse mindre markedsføring og ”branding”, og en del mere teknologi og samfundsanalyse for at komme videre. Derfor kommer regeringens udspil med en ny strategi også på et godt tidspunkt. Spørgsmålet er så, om udspillet går langt nok på byggeriets område til at påvirke den danske byggesektors styrkeposition internationalt.

Ved siden af boligøkonomien, udfører jeg på baggrund af mine mange år i byggeriet og mit tidligere arbejde med evaluering også evalueringsopgaver for EU-kommissionen i forbindelse med forskningsprogrammet Horizon 2020. Det gælder i sagens natur projekter om det byggede miljø, og de vedrører cirkulær økonomi. Jeg har derfor set en del forskningsansøgninger – ”proposals” - gennem årene. Det er utroligt stærke kræfter fra førende universiteter og videncentre fra hele Europa, der står bag. De er i snævert samarbejde med mastodont virksomheder, mange med en lang track record indenfor bæredygtighed, så teori og praksis bliver integreret. Man kan kun blive dybt imponeret over omfanget. Én ting synes ofte at være en svaghed i hele denne vældige indsats: Forretningsplanen. Når det drejer sig om at udvikle en business case, bliver mange af de stærkest tænkte forskningsprojekter usikre. Her har den cirkulære økonomi fortsat en udfordring. Skulle man sige det poppet, så er der brug for at få styrket deltagelsen fra handelshøjskolerne og ikke kun de tekniske højskoler i det videre arbejde.

BÆREDYGTIGHED VERSUS CIRKULÆR ØKONOMI

Den klassiske tolkning af bæredygtighed stammer fra Brundtland rapporten fra 1987 (”Our common future” fra World Commission on Environment and Development, WCED, med Gro Harlem Brundtland som formand), der definerer bæredygtig udvikling som den udvikling, der ikke kompromitterer fremtidige generationers muligheder.

Bæredygtighedens klassiske fokus er tre områder: Miljø, sociale forhold samt økonomisk bæredygtighed. Det er en særdeles bred – holistisk om man vil - definition, men ikke desto mindre har mange – også i byggeriet – forsøgt at favne denne brede definition. Det gælder således DGNB, der nu i en dansk version søges fremmet af Green Building Council Denmark. I byggeri kan social bæredygtighed eksempelvis være ”responsible sourcing”, så man tager ansvar for, hvor ens materialer oprindelig stammer fra og de forhold, under hvilke de blev til.

Den brede definition af bæredygtighed lægger op til et socialt ansvar og til at begrebet også skal rumme livskvalitet og velfærd her-og-nu og i fremtiden. Det bliver hermed både til en opskrift på, hvordan bæredygtighed implementeres såvel som til en politisk målsætning. Styrken heri er, at fortolkningen giver det enkelte individ et medansvar. Dine handlinger som forbruger har konsekvenser, både for emission af drivhusgasser, men også for den arbejdskraft, der har frembragt din kaffe, dine bananer eller syet dit tøj. Svagheden er, har det været fremført, at begrebet ikke er tilstrækkelig operationelt. Derfor har der internationalt i de senere år været mere fokus på cirkulær økonomi fremfor det bredere begreb bæredygtighed.

Den cirkulære økonomi er en beskrivelse af et produktionssystem, der er i stand til at frembringe varer og værditilvækst, samtidig med at det lægger mindst muligt beslag på vigtige ressourcer i form af energi og materialer. Den cirkulære økonomi indebærer et system af produktionsprocesser og forbrugsmønstre, hvor affaldsstoffer anvendes til produktion i andre industrier, og hvor det færdige produkt er udformet således, at det enten kan anvendes til nøjagtig samme formål senere, eller bruges ved at blive nedbrudt og indgå i en ny produktion – måske indenfor helt andre varegrupper - men med samme lødighed som den tidligere anvendelse.

Traditionel produktion og forbrug kan beskrives som et lineært system, hvor man udvinder råstoffer, forarbejder dem til varer, der kan forbruges og derefter kasseres efter endt brug. Den cirkulære økonomi er et system, hvor produktionens og forbrugets beslag på ressourcer minimeres, fordi varernes levetid forlænges, fordi skabelsen af affald forebygges, eller fordi affald forvandles til råvarer eller nye produkter. Produktion og forbrug bliver dermed til et lukket kredsløb, et loop, fremfor en rejse fra udvinding af råvarer frem til forbrænding/deponering.

Den cirkulære økonomis strømme af affaldsstoffer, råvarer og komponenter sker i et kompliceret spindelvæv af transaktioner mellem forskellige virksomheder, herunder virksomheder i forskellige brancher. Dette er ikke en udvikling, der kommer af sig selv. Cirkulære produktionsprocesser kan forudsætte forskning i materialeteknologi, og de kan kræve, at der gennemføres regulering og/eller gives økonomiske incitamenter i form af afgifter eller tilskud. Der kan også være tale om, at det er nødvendigt at ændre lovgivning, fordi de eksisterende regler er samtænkt med et lineært produktionssystem og udgør en barriere for cirkulære processer.

Nye materialer, der opstår som følge af disse cirkulære processer, kan have andre brandegenskaber med kendte materialer, de kan optræde anderledes i form af udvidelse ved opvarmning, de kan medføre afgasning til omgivelserne o.s.v. Ligeså indlysende rigtig, den cirkulære økonomi kan virke ved første øjekast, lige så kompliceret bliver den, når man går ned i dens tekniske detaljer og ser på varestrømmene. Det kan virke abstrakt formuleret, hvis man ikke kender til detaljerne, og derfor vil jeg dykke en anelse mere ned i detaljerne om lidt.

For mange handler bæredygtighed om at bremse økonomisk vækst og forbrug, der ses som en modsætning til bæredygtig udvikling. Det handler om at ”spare på” ressourcer, og omlægge forbrug, så det får et mindre CO2 aftryk. For eksempel ser vi fokus på at forbruge mindre oksekød eller begrænse lufttransport. Man kan generalisere det som en tænkning i, at vi skal ændre vor livsstil og forbrugsmønstre over i en mere spartansk retning. Overfor dette står den cirkulære økonomi, hvor økonomisk vækst på ingen måde er i modsætningsforhold til at opnå højere bæredygtighed. Tværtimod kan en omstilling af økonomien til en cirkulær produktionsform i sig selv stimulere økonomisk vækst. Den cirkulære produktionsform er blot en smartere produktionsform end den gammeldags lineære.

Man kan tale om, at én strategi er at ændre vore forbrugsmønstre, en anden strategi er at ændre vore produktionsmønstre.

Det kan klare begreberne at sætte dem op mod hinanden som ovenfor. I praksis er der dog et stort sammenfald, og den cirkulære økonomi bliver kun én af vejene frem mod et bæredygtigt samfund. Den cirkulære økonomi er ét ud af flere værktøjer til at nå målet. Løber vi tør for tid i indsatsen for at rette op på klimaet, så vil vi bittert fortryde, hvis vi ikke fik brugt alle værktøjerne.

Forskning i begreberne har afdækket, at de i dag anvendes forskelligt af de forskellige stakeholdere. Der er således ikke nogen ”rigtig” tolkning af begreberne, men i det mindste bør man være bevidst om, at de ikke er identiske.

GRUNDLÆGGENDE BEGREBER I BYGGERIETS CIRKULÆRE ØKONOMI

I det følgende forlader vi det helt overordnede og banaliteterne og går ned i det mere konkrete. Der ses på bygge- og anlægssektoren og hovedstrategier frem mod den cirkulære produktionsform. Først nævnes nogle begreber, der er centrale i byggeriet i forbindelse med cirkulær økonomi. Hvert begreb udtrykker også en strategi for at opnå øget cirkularitet i byggeriet. Mit kendskab til begreberne er fra EU, hvor arbejdssproget altid er engelsk, men jeg vil søge at finde de rigtige danske ord frem også.

GENBRUG

Genbrug – på engelsk reuse - indebærer, at en komponent eller et materiale anvendes til det samme formål som den oprindelige brug. Der sker altså ikke en knusning af materialet efter nedrivning, men komponenten udtages intakt. Dette er tilsammen med reversibelt design og materialepas målsætningen for EU’s forskningsprojekt BAMB (Buildings as Materials Banks).

BAMB er et af de mest ambitiøse forskningsprojekter indenfor det byggede miljø, hvad angår cirkulær økonomi. Der ligger cirka 100 mandårs forsknings- og udviklingsarbejde i projektet.

I den danske byggesektor kender vi til genanvendelse for eksempel i form af mursten. Skal man fremhæve en frontløber må det blive virksomheden ”Gamle Mursten”.

Uden at fornærme virksomheden, må det siges, at genanvendelse af mursten teknologisk er enklere end at sikre genanvendelse af stålbjælker eller betonelementer i et råhussystem. Det er her, at projekter som BAMB kommer ind.

Genbrug og genanvendelse bruges på dansk ofte i flæng. Derfor er det en fordel at bruge de engelske begreber, hvor man sondrer mellem reuse (genbrug) og recycling (genanvendelse). Her er der mindre mulighed for at bytte om i ordene.

Det væsentlige er at forstå, at der teknologisk kan være en enorm forskel mellem genbrug og gen - anvendelse.

GENANVENDELSE

Genanvendelse også kaldet genudnyttelse – på engelsk recycling - betyder, at materialerne/affaldet fra en vare, for eksempel en bygning finder en ny anvendelse efter endt brug. Dette kan i sin simpleste form ske ved downcycling, som når betonelementer/-varer knuses, og det fremkomne materiale herefter anvendes som fyld. Der kan imidlertid også ske en anvendelse til frembringelse af helt nye materialer via en mere avanceret teknologi, jf. nedenfor.

Den danske regering pegede i 2015 på byggeriet som et væsentligt område i strategien ”Danmark uden affald. II”.

Den miljømæssigt optimale form for genudnyttelse er imidlertid, at materialerne anvendes til nye materialer med samme eller højere lødighed. For eksempel kan gummi og træaffald anvendes til kompositmaterialer i form af WPC (Wood Polymer Composites). Det kan eksempelvis erstatte træ udendørs i hegn og terrasser. WPC produkter har en lang historik som materiale i byggeriet og er i særdeleshed udbredte i USA. Materialet har selvsagt andre brandegenskaber og afgasser på en anden måde end trykimprægneret træ, så det er ikke en enkel sag blot at erstatte træ med disse nye materialetyper.

Genudnyttelse er ikke altid en simpel øvelse teknologisk set, som når man genbruger vinduesrammer eller genanvender gamle mursten. Et lærerigt eksempel er recycling af aluminium. En tredjedel af alt aluminium, der bruges som råvare, fremkommer ved recycling, fordi processen er langt mindre energikrævende end udvinding af aluminium fra bauxit. Recycling frembringer dels et restprodukt kaldet dross (white and black dross afhængigt af aluminiumsindholdet), og dels et restprodukt kaldet Saltslag/- salt-cake. Mængden af salt-slag varierer, men vil ligge på 100 – 1.000 kg salt-cake for hver 1.000 kg aluminiumskrot, der indgår i processen.

Der kan gennem en ny proces udvindes aluminium fra dross, men der vil herefter fremkomme et nyt affaldsprodukt i form af endnu mere salt-cake. Salt cake har historisk være deponeret, hvilket er et miljømæssigt problem, da det kan afgive gasser. Der er derfor stor interesse i at undgå deponering og få genbrugt salt-cake, men der er relativt få anlæg hertil i Europa.

Det giver transportomkostninger og medfører en CO2 belastning. Det er derfor en fordel, såfremt det såkaldte dross kan bruges som en råvare, fremfor at man udvinder aluminium fra det.

En af anvendelserne, der er blevet testet, er i cement. Sådanne komplekse former for genbrug er et fokusområde for EU’s forskningsprojekter FISSAC ( Fostering Industrial Symbiosis For A Sustainable Ressource Intensive Industry Across The Extended Construction Value Chain), og HISER, (Holistic Innovative Solutions for an Efficient Recycling and Recovery of Valuable Raw Materials from Complex Construction and Demolition Waste).

REVERSIBEL DESIGN (ECO DESIGN)

Reversibel design vil sige, at bygningen er projekteret, så dens væsentligste bestanddele som råhus og skillevægge kan genbruges, fordi de kan adskilles uden at lide skade. Derved kan komponenterne bruges i nye bygninger, eller i den samme bygning, såfremt bygningens formål skal ændres. Hvis dette skal lykkes, så kræver det, at også de enkelte komponenter er designet med dette formål. Det stiller blandt andet krav til komponenternes geometri og til den måde, at de er sammenkoblet med hinanden. Dette er kendt som ”kit-of-parts” konstruktioner.

I praksis vil fremgangsmåden nok også omfatte krav om såkaldte materialepas, jf. nedenfor. Et dansk eksempel er det kommende boligbyggeri, ”Circle House”, der opføres, så betonelementerne kan demonteres engang i fremtiden. Reversibelt design af forskellige typer af råhuse og materialer indgår i BAMB projektet.

INDUSTRIEL SYMBIOSE

Industriel symbiose er en særlig form for såkaldt industriel økologi, hvor de affaldsstoffer, der fremkommer ved en produktion indgår som råvarer ved fremstilling af andre varetyper. Et eksempel kunne være træaffald, der fremkommer ved produktion af tømmer eller bygningssnedkerartikler, og som kan indgå i WPC nævnt ovenfor. Der kan også være tale om slagger fra stålproduktion, der indgår som tilslagsmateriale i beton og derved erstatter sten/grus. Industriel symbiose er målet for EU’s forskningsprojekt FISSAC.

Slagger fra stålproduktion har potentielt utroligt mange anvendelser udover i cement- og betonindustrien, disse undersøges i EU projektet RESLAG.

Forskningsprojekterne vedrørende cirkularitet i byggeriets materialestrømme er selektive i deres fokus på affald og råvarer. De adresserer områder, hvor der på europæisk plan er voldsomme affaldsmængder. Det er affaldstyper som slagger fra metalproduktion, træaffald fra træindustrien eller rester fra stenindustrien som f.eks. marmortilvirkning – vareproduktion som vi slet ikke eller kun i beskeden grad har i Danmark. Derfor er Danmark naturligt nok ikke i front i disse sammenhænge. Affaldsmængderne er enorme. Ved fremstilling af 1 ton jern skabes der 250 – 300 kg slagger. Tager man marmor, så fremkommer der dels rester ved selve udvindingen, men herefter kommer hovedproblemet i form af et affaldsprodukt ”marble slurry” ved tilskæringen. 1.000 m3 marmor kan skabe 500 – 650 tons marble slurry. Før i tiden har man dumpet slagger og affald som marble slurry i naturen. I dag udvikles nye anvendelser, herunder i beton eller den keramiske industri.

MATERIALEPAS

Materialepas er (elektroniske) data knyttet til det enkelte materiale, vare eller bygningskomponent med informationer om dens bestanddele. For en komponent kan der dels være et pas knyttet til komponenten som helhed, dels et pas for hver af de byggevarer, der indgår i den pågældende komponent. Informationerne kan vedrøre de stoffer, der indgår, de arbejdsmiljømæssige risici, der er knyttet hertil, eller de hændelser, der er sket for bygningen undervejs i dens levetid. Passet vil fortælle brugeren om varens værdi ved genanvendelse.

Materialepas er udviklet allerede i Cradle–to–cradle tænkningen. Vi kender tanken i Danmark fra Circle House. I EU’s forskningsprogram Horizon2020 er de en helt central del af det større projekt BAMB. Oplysningerne i materialepas for alle typer af produkter er lagret digitalt, og man vil kunne scanne en komponent/produkt i en bygning ved hjælp af en simpel Smartphone og få data frem, ud fra en stregeller barcode i materialet. Teknologien er allerede demonstreret i BAMB. Projektet har udviklet en prototype for, hvordan materialepas kan generaliseres, udviklet software og over 100 pas for forskellige produkter er allerede oprettet.

Materialepasset er i praksis en kompleks øvelse. En byggekomponent vil typisk bestå af forskellige produkter, der er sat sammen. I hver af disse produkter kan der indgå flere forskellige råvarer. Når man scanner komponenten, så har man brug for at få oplysninger om ikke bare komponenten, men også om hvert produkt, der indgår, og om hver eneste råvare/materiale, der indgår i hvert produkt.

Det danske advisory board for cirkulær økonomi foreslog i sin rapport fra 2017 (forslag 13), at der udvikledes standardiserede produkt- og bygningspas. Det virker ikke som om, at boardet har været klar over det igangværende arbejde under Horizon2020. Det ville være fordelagtigt, såfremt man kunne bygge videre på erfaringerne fra BAMB. Selvom BAMB har haft relativ succes med at udvikle en prototype for sådanne pas, så afslører man næppe for meget ved at sige, at man står overfor en monumental opgave alene på byggeriets område.

Det giver ikke mening at have et materialepas, hvis man ikke kan hive produktet ud af bygningskonstruktionen i intakt form. Hvem er interesseret i en byggekomponent, der under nedrivning/demontering er blevet defekt? Derfor går materialepas og såkaldt reversibel design hånd-i-hånd, og det er vigtigt at involvere nedrivningsindustrien i udviklingsprocessen.

UDFORDRINGER VED AT GENNEMFØRE CIRKULARITET I BYGGERIET

Samtidig med at det er særlig vigtigt, at byggeriet omfattes af bevægelsen mod cirkularitet, så har byggeriet sine specielle udfordringer. Bygninger lever som udgangspunkt længe. Deres fysiske levetid kan være 100-200 år. Deres økonomiske levetid er måske kortere, men i det mindste 30 – 50 år. Det betyder, at en stor del af bygningsmassen i dag, men også om 20 og 30 år vil være konstrueret uden cirkulære principper. De har ikke reversibelt design, og vi er henvist til at nedrive dem med mere traditionelle metoder. Der foreligger ikke materialepas for de anvendte komponenter, og i mange tilfælde er producenterne forsvundet. Hvis der er tale om ældre ejendomme, for eksempel 100 år gamle ejendomme, kan de have et stort genbrugspotentiale. Er der tale om nyere ejendomme, kan konstruktionerne være vanskeligere at komme til, og genbrugspotentialet har vist sig at være mindre. Selv om man udbreder reversibel design og materialepas til alt nybyggeri fra og med dags dato, så vil langt størsteparten af bygningsmassen også om 10, 20 og 30 år være opført før byggeriet blev cirkulært.

En anden udfordring er forretningsplanen for den cirkulære proces. Det er afgørende, at de cirkulære løsninger baserer sig på troværdige forretningsplaner. Dette forekommer ofte at være svagheden i projekterne. Når man ser rapporter fra offentlige myndigheder og konsulenthuse, er ”forretningsmodellerne” indenfor bygge- og anlægsområdet også noget vævende angående cirkularitet. Det bliver mest til en beskrivelse af genbrug og genanvendelse af enkelte bygningsdele. Ved en overfladisk betragtning er det svært at se incitamentet for en materialeproducent i at medvirke til at skabe løsninger, der vil reducere producentens omsætning i fremtiden.

I Horizon2020 er der ”calls”, der specifikt involverer udviklingen af forretningsmodeller for cirkulært byggeri. Eksempler på projekter, der har fået støtte, er indenfor det byggede miljø er CINDERELA og HOUSEFUL. CINDERELA – New Circular Economy Business Model for More Sustainable Urban Construction – og HOUSEFUL – Innovative Circular Solutions and services for new business opportunities in the EU housing sector – forsøger at ændre den måde, byggeri og anlæg handles på, så man går over til “product as a service”. Det er komponentens, installationernes eller bygningens funktion, der efterspørges, fremfor at det er produktet selv. Produktet forvandles til en serviceydelse.

Hvis man skal sikre et produkt et længere liv, så det under sin anvendelse løbende kan vedligeholdes, og hvis der skal være en part, der vil tage produktet tilbage efter endt brug og istandsætte og sikre, at det kan finde anvendelse igen, så er der brug for, at producenten bliver stakeholder i denne proces. Det kan ske ved at produktet ikke sælges, men derimod lejes ud. Man køber ikke et produkt, men derimod den service, som produktet leverer. Den særlige udfordring er, at byggekomponenter som for eksempel en facade lever i mange år, mens virksomheder ofte har en kortere levetid. Det er også en udfordring, at en byggekomponent kan blive teknologisk forældet efter en årrække.

Et eksempel på ”product as a service” er belysning, hvor virksomheden køber en belysning af hver arbejdsstation, men derimod ikke køber elektricitet, lamper og installationer. En sådan forretningsmodel eksisterer rent faktisk i dag udviklet af Philips. For kunden har den en fordel ved, at den flytter fokus fra materielle ting og over til det output, belysningen kan præstere, og man tvinges til at klarlægge sine behov og definere dem præcist. Går man imidlertid fra belysning og over til større, mere komplekse bygningsdele – hvor nogle kan have betydelig levetid – så står man også med det problem, at producenten ikke nødvendigvis vil eksistere om 10, 15 eller 20 år.

En anden vanskelighed er dannelsen af markeder for ”sekundære produkter”. Hvis man skal basere en produktion eller ligefrem en hel industri på anvendelsen af et restprodukt, så skal man have sikkerhed for, at man også har dette produkt til rådighed i fremtiden. Man skal også have en forestilling om, hvad prisen for produktet bliver. Risikerer man, at der pludselig opstår knaphed? At prisen stiger kraftigt? For det cirkulære loop er det også en risiko, at der som følge af teknologisk innovation opstår konkurrerende produkter, eller at det restprodukt, som man baserer sig på pludselig forsvinder.

HVAD KAN MAN GØRE?

Vejen til cirkularitet er en så kompliceret og omfattende øvelse, at jeg skal vare mig ved at komme med nemme løsninger og grydeklare forslag. Men nogen strøtanker er der da plads til.

For det første er der behov for at samle stakeholderne i det cirkulære byggeri om en konkret og praktisk handlingsplan. Visioner har vi allerede haft nok af. Nu skal vi fra almindelighederne over til målrettet handling. Emnet cirkulært byggeri spænder bredt. Man bliver nødsaget til at begrænse sig, prioritere og blive specifik, hvis man skal sikre udvikling. Naturlige stakeholdere er gode og stærke kræfter som DTU, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Realdania, DAKOFA med flere.

Regeringen har i sin strategi medtaget et forslag om en frivillig bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet. Forslaget er tidligere fremsat af byggeriet. SBi har udført arbejdet med at beskrive en sådan bæredygtighedsklasse, og arbejdet har været finansieret af Rockwool prisen (hvor jeg i parentes bemærket sidder med i pris-komitéen). Dette er et vigtigt trin, men en sådan bæredygtighedsklasse vil være langt mindre krævende end eksempelvis en DGNB – certificering. Det tyske system havde i 2017 uddelt 2.200 certifikater og præ-certifikater for bæredygtighedscertificering af bygninger med tilsammen 60 millioner m2 areal. Selvom en frivillig bæredygtighedsklasse potentielt kan løfte dansk byggeri, så er der også en risiko for, at vi bliver kørt agterud, såfremt systemer som DGNB vinder momentum i udlandet. Tyskerne har haft en lang og vanskelig opstart, men udbredelsen af deres system ser nu ud til at gå hurtigere.

Samtidig er det fortsat den brede satsning på bæredygtighed, der er tale om. Dette vil ikke nødvendigvis fremme cirkularitet i byggeriet. Vi står altså kun ved begyndelsen af arbejdet og der forestår en kæmpe opgave i de kommende år.

Regeringen har også spillet ud med tankerne om at udbrede selektiv nedrivning. Tilbage i 1980’erne var jeg sekretær for Entreprenørforeningens nedbrydningssektion. Dengang, for mere end 30 år siden, talte man også om selektiv nedrivning. Det gør det ikke overflødigt at drøfte nu, men det er måske en reminder om, at vi må se at komme længere.

Der er i min optik først og fremmest behov for at få et overblik over de mange forskningsprojekter, der finder sted med international eller national støtte indenfor den cirkulære økonomi. Hvilke lande, videncentre, universiteter og virksomheder har taget føringen, og hvad er fokus - området i byggeriet og dets materialestrømme. Det er ikke nok at udføre bibliometriske undersøgelser af forskningsindsats, for meget arbejde er ikke decideret forskning men mere det man kalder ”grey papers”. Når det danske advisory board for cirkulær økonomi taler om materialepas, så ville det være en fordel, såfremt man var mere vidende om det arbejde, der allerede er foretaget på dette område. Så havde man et konkret grundlag at tage stilling til, et grundlag der allerede har været drøftet med stakeholdere fra industrien i flere lande. Det er en fordel fremfor at starte på bar bund.

Hvor langt ligger disse projekters teknologi fra de kompetencer, vi råder over i Danmark? Her skal man være klar over, at i mange af projekterne vil der foreligge rapporter, der ikke er offentligt tilgængelige. Konsortierne vil også have intellektuel ejendomsret over resultater. Er Danmark gået foran, eller er vi ved at sakke bagud i konkurrencen om kompetenceudvikling, og hvad er årsagerne bagved.

Der er behov for at analysere forretningsmodellerne indenfor cirkulær økonomi i byggeriet, hvis produkter er kendetegnet af særlig lang levetid, og som derfor adskiller sig fra forbrugsvarer og mange andre kapitalgoder. Der er også behov for at se på finansieringssiden.

Der kan eksempelvis være tale om en analyse af belånings- og forsikringsforhold for bygninger, hvor væsentlige dele ikke er ejet, men derimod leaset.

Der gennemføres mange forskningsprojekter om cirkulær økonomi i disse år, men når disse afsluttes, er det ofte sådan, at de ikke er ”markedsnære”. I forskningsprogrammerne opererer man med forskellige definitioner heraf, kendt som TRL, Technological Readiness Level. Nogen projekter har brug for et yderligere skub, førend de når det punkt, hvor de kan finansieres med privat kapital. De ligger i grænselandet mellem forskningsstøtten og så ”pre-seed” og ”seed kapital”. Måske kan Danmark være et land, der går ind i dette grænseland og bygger videre på den byggerelevante europæiske forskning.

Den offentlige sektor er en dominerende bygherre. Som efterspørger af anlægskonstruktioner som broer, veje og jernbaner, og af byggeri som skoler og hospitaler spiller den offentlige sektor en væsentlig rolle for byggeriets udvikling. Regelsæt for offentlige byggesager som AB72, AB92 og nu AB18 har tidligere vist sig at kunne blive retningsgivende også indenfor den private sektor. Derfor kan det offentlige potentielt udvikle sektoren gennem at stille krav. Disse krav må i sagens natur være operationelle og starte i det mere velkendte, for eksempel krav om bæredygtighed svarende til den foreslåede frivillige klasse i bygningsreglementet, men kunne gradvis optrappes for visse typer af bygninger.

Efter at udbudsloven blev ændret i 2015 har der været mulighed for at det offentlige kan udbyde en opgave i form af såkaldte ”innovationspartnerskaber”. Det synes som skræddersyet til at fremme cirkulære løsninger i byggeriet.

Danmark er tidligere gået foran med offentlig kravsstillelse med succes. Montagecirkulæret fra 1960 skabte en betonelementindustri i Danmark i verdensklasse. Måske kan vi gøre det igen, denne gang med fokus på cirkularitet i byggeriet.

Denne artikel er udgivet i Entreprenøren nr. 5/2018 - Oktober/November.