cover-image

Forventningsundersøgelsen 3. kvartal 2024

Udgivet: 14.10.2024

Under to år efter forventningerne satte bundrekord, er danskerne nu rekord-enige om, at huspriserne i fremtiden skal opad. Der er dog ikke enighed mellem unge og ældre om, hvor hurtigt prisstigningerne vil indfinde sig.

Boligøkonomisk Videncenter fik gennemført sin 55. forventningsundersøgelse i perioden 24. juli til 19. august 2024.

Danskernes forventninger til prisudviklingen på boligmarkedet er fortsat med at stige, efter at de ramte bunden i november 2022 som følge af rentestigninger og observerede prisfald.

Nu er forventningerne til prisudviklingen i løbet af det kommende år på niveau med de to hidtil højeste målinger fra august 2017 hhv. maj 2021.

Spørger man til danskernes forventninger til, hvad der skal ske med priserne på 5 års sigte, er forventningerne endnu højere. Aldrig i de 14 ½ år, forventningsundersøgelserne er blevet gennemført, har danskerne været så enige om, at priserne skal opad.

Dog er der den forskel fra tiden før corona, at forventningerne i nogen grad er blevet opdelt efter alder. Danskere under 40 har i gennemsnit højere forventninger til husprisernes udvikling i løbet af det kommende år, end de nogensinde tidligere har haft. Danskere over 40 har forventninger svarende til tiden før pandemien, og forventer altså også stigende priser, uden dog at sætte rekord.

Den centrale forklaring på stigningen i forventninger siden sidste kvartal, er at danskerne ser boligpriserne som havende et opadgående momentum.

Underliggende har vendingen i forventningerne siden slut-2022 dog langt hen ad vejen været drevet af en stabilisering af renten og energiomkostningerne, som tidligere var med til at gøre forventningerne negative, da både opvarmnings- og finansieringsomkostninger i forbindelse med boligkøb var steget kraftigt. Nu bidrager tanker om både renterne og energipriserne til at hæve forventningerne til boligpriserne.

Samtidigt med at prisforventningerne er steget, er også andelen af danskere, der søger på boliger og som overvejer bolighandel fulgt med. Andelen af voksne danskere som søger på boliger i aviser eller på internettet er i august 2024 meget høj – 39%. Andelen som overvejer en bolighandel, er ligeledes steget siden sidste år, og er nu i et normalt niveau, efter at have været lavt for et år siden.

Læs hele undersøgelsen i rapporten, som kan hentes ved at klikke på billedet af forsiden.