cover-image

Forventningsundersøgelsen 2. kvartal 2024

Udgivet: 18.07.2024

Danskernes forventninger til prisudviklingen på boligmarkedet er fortsat med at stige, efter at de ramte bunden i november 2022 som følge af rentestigninger og observerede prisfald. Nu er forventningerne til prisudviklingen i løbet af det kommende år på niveau med optimismen i markedet umiddelbart før pandemien ramte, mens forventningerne til prisudviklingen i løbet af de kommende 5 år er tilbage i det niveau der gjorde sig gældende i 2017, da optimismen på boligmarkedet var størst.

Dog er der den forskel fra tiden før corona, at forventningerne i nogen grad er blevet opdelt efter alder. De unge er mere tilbøjelige til at forvente prisstigninger end dengang, mens de ældre stadig har lavere prisstigninger.

Endnu engang er renten med til at forklare forventningerne. Denne gang blot med modsat fortegn. Danskere, som tænker på renteudviklingen i forbindelse med deres prisforventninger, har højere forventninger til prisudviklingen, end dem som ikke gør. Samtidigt er de danskere, som tænker over, hvad der rører sig indenfor politik, mere tilbøjelige til at forvente prisstigninger end andre er. Hvilken politisk udvikling, disse respondenter tænker på, kan undersøgelsen dog ikke svare på.

Samtidigt med at prisforventningerne er steget er også andelen af danskere, der søger på boliger og som overvejer bolighandel fulgt med. Andelen af voksne danskere som søger på boliger i aviser eller på internettet er i maj 2024 meget høj – 41%. Andelen som overvejer en bolighandel, er derimod vendt tilbage til det niveau, der i gennemsnit har gjort sig gældende i løbet af de seneste 14 år, efter at have været lavt i tiden omkring starten af 2023.

Blandt én gruppe, ser vi dog alligevel en ekstraordinært høj forekomst af handelsovervejelser. Det er det udsnit af befolkningen, som endnu ikke ejer en ejerbolig. De overvejer i højere grad end normalt, om de skal købe en bolig indenfor de kommende 1-2 år. Årsager hertil er blandt andet en stigende frygt for, at priserne vil stikke af, hvis man ikke får en fod indenfor på ejerboligmarkedet, samt en tro på, at ejerboligen vil stige i værdi efter man har købt den. 

De yngste af boligejerne, som bor i de boliger, der typisk købes af førstegangskøberne, er dog ikke mere tilbøjelige til at ville opgradere til en større eller bedre bolig, end de hidtil har været. Dermed vil den øgede efterspørgsel efter begynder-ejerboliger ikke blive matchet af et tilsvarende øget udbud. Det kan i den kommende tid medføre et lidt større opadgående prispres på de mindre
boliger, end hvad der ellers ville gælde.

Læs hele analysen, ved at klikke på rapportens forside.