Segregering eller ghetto - skal vi frygte dem?

Ordet ”ghetto” kan nok få det til at gyse i enhver parcelhusejer. Det er ikke just den betegnelse, man ønsker at få klistret på en nærliggende almen bebyggelse. Det fremkalder måske billeder på nethinden af utilpassede unge, stenkast mod politi og brandvæsen, indbrud og problemer med at sælge villaen.

Ifølge Almenboligloven skal boligministeren hvert år den 1. december offentliggøre en liste over de almene bebyggelser, der opfylder lovens definition af en ghetto. Det sker, hvis en fysisk sammenhængende bebyggelse med mindst 1.000 indbyggere opfylder mindst tre af følgende kriterier:

• Andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er over 50%
• Der er opgjort over de sidste to år mere end 40% ledighed blandt de 18 til 64 årige beboere
• Andel beboere dømt efter straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,7% af beboerne over 18 år, opgjort som gennemsnit over de sidste to år
• Andelen af beboere i alderen 30 til 59, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 50%
• Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i området mellem 15 – 64 år eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55% af gennemsnittet for samme gruppe i regionen.

Listen pr. 1. december 2016 indeholder 25 almene boligområder.

Betegnelsen ”ghetto” er stærkt stigmatiserende, men formålet med lovgivningen er angiveligt ikke at pege fingre, men at bruge paragraffen som et værktøj i udlejningspolitikken. Ifølge lovens § 60 stk. 4 kan kommunalbestyrelsen vedtage særlige regler for udlejning af almene familieboliger i områder, der er defineret som ghetto. Ikke desto mindre er udtrykket ghetto voldsomt. Det tjener ikke som reklame, der tiltrækker ressourcestærke lejere, og det er heller ikke det bedste salgsargument for ejerboligerne i området.

De første ghettoer var områder i europæiske byer, hvor jøderne var påbudt at bosætte sig. Venedig havde som en af de første byer en sådan ghetto i middelalderen. Siden er udtrykket blevet brugt om områder domineret af én bestemt etnisk gruppe, hvor der samtidig også er fattigdom, så beboerne er fastholdt i området. Der kendes mange eksempler på etniske enklaver, hvor der ikke er fattigdom. Man kan i så fald snarere tale om etnisk segregering end ghettoer. Den danske ghettoliste ser ikke på én bestemt etnisk oprindelse, men på summen af alle af ikke-vestlig herkomst. Samtidig vedrører den mere bebyggelser end hele bykvarterer. Her adskiller listen sig fra den gængse opfattelse af ghettobegrebet. Listen ser dog også på fattigdom forstået som en gennemsnitsindkomst på under 55% af regionens gennemsnit, og på det punkt er definitionen mere i tråd med den internationale opfattelse af, hvad en ghetto er.

I moderne tid har etniske enklaver i storbyer været synonymt med USA. Ghettobegrebet har været knyttet til den sorte befolknings bosættelsesmønstre, mens andre etniske grupper har bosat sig i enklaver, der som oftest har været mere velstående. Et klassisk eksempel er Chinatown i New York eller San Francisco. Andre eksempler fra New York er ”Little Italy” på nedre Manhattan,  ”Little Odessa” i Brooklyn med en jødisk befolkning fra Ukraine og Rusland eller ”Little Manila” i Queens med filippinere. Derimod har man ikke opfattet europæiske byer som opdelt i etniske enklaver. Det er imidlertid ved at være virkelighed nu.

I Europa ser man i dag overalt socialt boligbyggeri med de problemer, man i Danmark betegner som en ”ghetto”. Sådanne områder er f.eks. La Grand Borne syd for Paris, eller forstaden Rinkeby udenfor Stockholm. Det er karakteristisk, at der her ikke er tale om kvarterer i den indre by, men derimod om kæmpemæssige ”planer”, bebyggelser opført efter en samlet plan og beliggende i forstæderne. De blev opført, da det industrialiserede byggeri toppede i 1960’erne og 1970’erne.

La Grand Borne blev bygget som en ideal-by, ja ligefrem et socialt Utopia, af progressive arkitekter i 1960’erne, men degenererede til at blive et af de mest socialt belastede områder i hele Frankrig. Området har 3.700 boliger og cirka 15.000 indbyggere. Et andet eksempel er Hjällbo udenfor Göteborg, der nærmest kan kaldes et udslag af byplanmæssigt storhedsvanvid. Tanken var, at Göteborg skulle blive et skandinavisk kraftcenter, og man ville opføre ”Europas Brasilia” ude i skovene i byens udkant. Det er i dag et af de mest segregerede områder i Sverige.

De problemer, der er opstået i disse boligområder, er af en skala, så de ikke kun er et problem for naboområderne. De har udviklet sig til regionale og nationale problemer. Man kan kalde dem for skampletter på en integrationspolitik, der er slået fejl.

Det vil imidlertid være forkert kun at se på problemer i enkelte bebyggelser, uanset hvor store disse bebyggelser end måtte være. I takt med den stigende indvandring til Europa, opstår der nu en etnisk segregering i byerne. Det er ikke lige så éntydigt, om dette er et problem eller ej, som det er med ghettoerne, hvor enhver ansvarlig borger må kunne indse, at de er dybt problematiske. For eksempel er to af de rigeste og mest succesfulde byer i Verden målt på bruttonationalprodukt, New York og London, særdeles segregerede på etnicitet. De er ikke kun opdelt på ”hvide” og sorte, som de amerikanske byer var i fortiden, nej de er som hele kludetæpper af etnicitet i en rigdom af forskelligartethed.

Hvis de problemer, vi kender i de udsatte boligområder i Danmark i dag, imidlertid spreder sig til hele bydele, så står vi overfor en krise for samfund og boligmarked. Der er tilløb hertil i en bydel som Molenbeek-Saint-Jean, en kommune med 95.000 indbyggere grænsende op til centrum af Bruxelles, eller i de nordlige dele af Marseille.

Segregering i andre vestlige lande  

I de allerseneste år er der opstået nye måder at vise etnisk integration versus segregering på landkort ved brug af informationsteknologi. Brugen af geografiske beliggenhedsdata samt folketællinger(Man har i udlandet ikke et system som Danmarks CPR) muliggør landkort, hvor hver enkelt indbyggers karakteristika kan vises som ét punkt (en ”dot”) placeret ved den pågældendes bopæl og med en farvekode for det relevante karakteristika. Disse ”dot” kort supplerer tidligere kort, hvor man viste andelen af en etnisk gruppe i % i forskellige administrative geografiske områder ved hjælp af farvekoder. (Kaldet choropletkort efter engelsk choropleth map) Sådanne ”dot” kort er udviklet for USA af universitetsforskeren Dustin Cable i 2013 på basis af data fra den amerikanske folketælling for 2010 og sidenhen for UK af Andrew Whitby, en IT forsker tilknyttet Verdensbanken. Man kan således studere etnisk segregering i byer som New York eller London helt ned til den enkelte person. Det er kort, der giver et overblik over befolkningstæthed og etnicitet, men hvor man også kan zoome ned til gadeplan og se de mindste befolkningsgrupper i en enkelt bebyggelse. Tilsvarende findes for Sydney i Australien.

Dustin Cable er seniorforsker på University of Virginia, Weldon Cooper Center for Public Service’s Demographics & Workforce Group. Han brugte ud over Census data Google maps og lagde koden ud offentligt til fri benyttelse. Derfor inspirerede hans arbejde straks andre forskere.

Denne teknologi giver et langt mere nuanceret billede af en bys etniske sammensætning end de gammeldags kort. Kortet kan dog stadig snyde. Det fokuserer på bopæl, men det viser ikke de bosiddendes arbejdsmarkedsstatus, pendlingsmønster eller indkomst. Derfor skal det tages med et forbehold.

Dette nye analyseværktøj afslører, hvor skarpt segregerede storbyer i de vestlige lande som USA, UK og Australien er. I det følgende vises kun eksempler fra London og New York.

Figur 1:  London metropolitan area – etnisk segregering

Kilde: Kortet er produceret af Andrew Whitby ud fra forarbejde af Dustin Cable. Se www.andrewwhitby.com, ved brug af data fra UK Census.

Nedenfor er der zoomet ind på den centrale del af London. Man ser Themsen slynge sig gennem byen som en hvid slange på kortet. De store hvide enklaver er parker som for eksempel Hyde park. Det er ganske tydeligt, at der er en stor koncentration af asiatisk oprindelse, i dette tilfælde Indisk og Pakistansk samt fra Bangla Desh i den højre del af kortet ved og nord for Isle of Dogs. Syd for Themsen markerer de grønne punkter øst for Battersea park afrikansk og caribisk oprindelse. Opdelingen i enklaver kan forekomme iøjnefaldende, men det er intet i forhold til USA, hvor segregeringen i byer som Detroit og Los Angeles kan være så knivskarp, at den følger enkelte veje. Et berømt eksempel er 8 mile Road i Detroit, som parcelhusejerens børn måske kender fra filmen ”8 mile” med Eminem.

Figur 2: Indre London – etnisk segregering

Denne segregering af London er ikke ensbetydende med, at de etniske enklaver kan kaldes ghettoer, eller at man skal bilde sig ind, at man kan få fat i en billig bolig i de pågældende etniske enklaver. Både ejer- og udlejningsboliger ligger i høj prisklasse i de viste centrale dele af London.

Har man kørt tværs gennem London i bil, får man indtryk af forskellen mellem nabolagene. Færdes man i de mere turistede områder i centrum, oplever man en kosmopolitisk by, en verdensby, men få km fra centrum finder man enklaver, der er domineret af én bestemt etnicitet.

New York har historisk været en smeltedigel for etniske grupper, og selv om bosættelsesmønstrene har ændret sig de senere år, så er byen stadig meget segregeret. Ændringerne fremkommer blandt andet ved ”gentrificering”, det vil sige at bydele gradvist overtages af mere velhavende, der presser boligpriserne op og renoverer ejendommene. Området ”Little Italy” på Manhattan er ved at forsvinde som etnisk enklave. I takt med at enkelte enklaver svinder ind, opstår nye etniske grupperinger i et dynamisk og foranderligt mønster.

Opdelingen på grupper er ekstrem vurderet efter danske forhold. Der er områder i Chinatown, hvor der kun er 0,6% sorte men 88% asiater. Omvendt er der områder i Brooklyn, hvor der er 92% sorte og kun 0,5% asiater. Der er også dele af Queens, hvor der er 82% hispanics mens 0,5% sorte.

Figur 3: New York – etnisk segregering i et sandt kludetæppe af mangfoldighed  

Kilde: http://demographics.coopercenter.com/DotMap/

På kortet ses Manhattan med Central park som et hvidt rektangel. På sydspidsen af Manhattan ses Chinatown. Nord for Central park er Harlem med en sort befolkning. Her og oppe mod nord i Bronx ses mange ”hispanics”, latinoer. Mod øst ligger Brooklyn med sort befolkning, samt Queens med asiater. Her er i kinesere og koreanere, og New York har mere end ét Chinatown. Der er også et betydeligt antal filippinere. I området ned mod John F. Kennedy lufthavnen ses igen sort befolkning.

I USA er segregeringen mellem hvide og sorte hovedproblemet. De områder i det ovenstående kort, hvor der bor en sort befolkning, har, bortset fra Harlem, også de klart laveste boligpriser. Der er en prisforskel på en faktor 20 mellem områderne mod nord i Bronx og områderne syd for Central park, en forskel der vokser til en faktor 40 når man sammenligner med Lower Manhattan.

I det tidligere (irsk dominerede) engang så berygtede slumområde Hell’s Kitchen på Manhattan er medianprisen nu omkring 1 million $. I Harlem ligger medianprisen på 600.000 – 1.200.000 $. I Chinatown går priserne endnu højere op.

Man har traditionelt betragtet segregeringen mellem hvide og sorte som et problem, og forskere har udviklet forskellige metoder til at måle graden af segregering i boligområder. Et hovedarbejde er udført af de amerikanske sociologer Douglas Massey og Nancy Denton i 1988, ”The dimensions of residential segregation”. Heri opstiller forskerne fem dimensioner af segregering: 1) evenness = hvor ligeligt befolkningsgrupperne er fordelt på områder, exposure = graden af kontakt mellem de forskellige grupper, concentration = den fysiske koncentration af befolkningen, centralization= i hvilken grad en bestemt gruppe er bosat i nærheden af bycentret, og clustering = den udstrækning hvor minoriteter samles i bestemte områder. Massey og Denton identificerede 20 forskellige mål for segregering. Et af de simpleste er det såkaldte Index of dissimilarity (et indeks over uensartethed). Det har den fordel, at det er intuitivt let at forstå.

Hvis man for eksempel vil analysere segregeringen mellem sorte og hvide i en region bestående af n forskellige kommuner, så opstilles indekset som følger, idet w_i betegner antal hvide i kommune i, mens W betegner alle hvide i hele regionen. Antal sorte i kommune i betegnes b_i og alle sorte B. Indekset bliver da:

For dem, der ikke hørte efter i timerne i regning i sin tid, så er de lodrette streger tegnet for, at man skal bruge den ”numeriske værdi” af differencen.

Indekset måles mellem to grupper ad gangen, for eksempel hvide i forhold til sorte eller hvide i forhold til hispanics. Indekset kan antage værdier mellem 0 (ingen segregering) og 100 (total adskillelse). En indeksværdi over 60 anses for ”meget høj”. Det ligger på 79,6 for Detroit, USA’s mest segregerede by, og 79,1 for New York. Indeksværdien påvirkes selvfølgelig af hvor store administrative enheder, man sammenligner.

Analyser viser, at selv om segregeringen er faldet en anelse i en række amerikanske byer, så er de fortsat stærkt segregerede. Det er interessant, at mens man i Europa aner en vis berøringsangst hos forskerne i forhold til at skrive om disse problemer, så er det tydeligvis den noget mere venstreorienterede/progressive fløj blandt de amerikanske forskere, der er mest aktive i den amerikanske debat.

Hvor segregerede er vi i Danmark  

Antallet af indvandrere og efterkommere er steget markant i Danmark i de senere årtier. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at samfundet af den grund er blevet mere segregeret. Segregering handler om, i hvor høj grad de forskellige befolkningsgrupper klumper sig sammen for sig selv i enklaver. Indekset for ”dissimilarity”, uensartethed, måler om for eksempel gruppen af ikke-vestlige indvandrere klumper sig sammen i andre byområder end der, hvor resten af befolkningen klumper sig sammen. For at kunne måle det, må man gennemføre beregningen af indekset. Dette er gjort i det følgende, først for kommunerne i region Hovedstaden, og dernæst for de enkelte distrikter i Københavns kommune. Konklusionen er den alt-andet-lige positive, at der ikke er sket en stigning i indekset for segregering.

Figur 4: Andel beboere af ikke-vestlige herkomst i København 2014

Kilde: Socioøkonomisk Københavnerkort, Københavns kommune

Man kan sammenligne to grupper: 1) Summen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, samt 2), alle andre, det vil sige herunder også vestlige indvandrere og efterkommere. Gør man det for 4. kvartal 2008, så får man et dissimilarity indeks på 0,223 for kommunerne i Region Hovedstaden. I 4. kvartal 2016 er indekset faldet lidt til 0,186. København, Albertslund, Brøndby, Høje-Taastrup og Ishøj har en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere i både 2008 og 2016. Overrepræsentationen i Københavns kommune er dog blevet en hel del mindre fra 2008 til 2016. Det skyldes ikke færre ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, tværtimod er deres antal steget. Men antallet af beboere med ikke-vestlige herkomst er steget mere i resten af regionen, så andelen i København i forhold til totalen er faldet fra 43% til 41%. Samtidig er antallet af danskere og vestlige indvandrere i København steget, så 33% af alle danskere og vestlige indvandrere i regionen nu bor i København. Det var kun 31% i 2008. 

Dette vil måske overraske nogen, at der er sket en mindre udjævning af forskellene. Der er dog flere forklaringer herpå. København har en lavere andel almene boliger i forhold til den samlede boligmasse end mange af omegnskommunerne, og mange af ikke-vestlig herkomst bosætter sig netop i den almene boligmasse. Samtidig har København været en ”kvote 0 kommune” for flygtninge. Endelig har København udviklet sig til en stadigt mere attraktiv bopælskommune for personer af dansk oprindelse, og byen har haft øget nybyggeri i de senere år.

Omvendt er der en underrepræsentation af personer med ikke-vestlig herkomst i kommuner som Gribskov, Frederikssund, Gentofte, Rudersdal og Egedal.

Det fremgår af figur 4(desværre ikke et ”dot” kort), at der er en sammenklumpning af ikke-vestlige indvandrere i dele af København. Det falder sammen med almene bebyggelser og udsatte boligområder, men deres andel af befolkningen er lav på distriktsniveau sammenholdt med de etniske grupper i USA. Går man længere ned, for eksempel på bebyggelsesniveau, er billedet selvfølgelig et andet.

Man kan også dykke ned i en enkelt kommune og se på udviklingen. Det er gjort for København, hvor der er opstillet et dissimilarity indeks for 1992 og 2015 ud fra data fra Københavns kommunes statistikbank.

Der er her regnet på 10 bydele: Indre by, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro/Kongens Enghave, Valby, Vanløse, Brønshøj/Husum, Bispebjerg, Amager Øst og Amager Vest. Indekset viser 0,20 i 2015 mod 0,23 i 1992. Der er altså sket en mindre grad af udjævning.

Indre by og Østerbro og Vanløse havde i 1992 en underrepræsentation af indbyggere af ikke-vestlig herkomst. Til gengæld havde Nørrebro og Vesterbro/Kongens Enghave en overrepræsentation.

I 2015 havde Indre by og Østerbro stadig en klar underrepræsentation af indbyggere med ikke vestlige baggrund. Det gjaldt, i mindre grad, også for Vanløse, og som noget nyt for Vesterbro/Kongens Enghave. Nørrebro havde i mindre grad end før en overrepræsentation af ikke-vestlige beboere, men nu var det især Brønshøj/Husum og Bispebjerg, der havde en overrepræsentation. Samlet set er byens etniske sammensætning blevet mere jævn, men de steder, hvor der er en skævhed, har flyttet sig. Mest markant er det, at Vesterbro er gået fra en klar overrepræsentation til en underrepræsentation af personer med ikke-vestlig baggrund, mens Brønshøj/Husum er gået fra en underrepræsentation til en klar overrepræsentation, måske som følge af Tingbjerg bebyggelsen, der også er med på ghettolisten.

Tabel 1: Beregning af dissimilarity indeks for distrikter i København i 2015

Anm.: Gruppen ”Ikke vestlig” vedrører indvandrere og efterkommere af ikke-vestlig herkomst, mens gruppen ”Alle andre” er summen af personer af dansk oprindelse og indvandrere og efterkommere af vestlig herkomst. De øvrige kolonner følger beregningerne i formlen for indekset.​ ​​

​​Denne artikel er skrevet af sekretariatschef ved Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, og bragt i Mit Hus, Parcelhusejernes Landsforenings medlemsblad.​​​​