Danmark - i arbejde eller på overførsel?

​​I løbet af 2012 modtog 2.969.000 danskere mindst én form for overførselsindkomst. 1.408.000 modtog ”pensioner og lignende”, for nu at bruge Danmarks Statistiks begreber. 991.000 modtog ”dagpenge og lignende”. Det er dagpenge, kontanthjælp og ”andre bistandsydelser”. 1.534.000 modtog ”andre overførselsindkomster”, der er SU, boligstøtte og børnetilskud. Man kan ikke bare lægge de tre tal sammen, for mange modtager mere end én ydelse, for eksempel folkepension, ATP og boligstøtte.

2.969.000 er et voldsomt tal. Man skal dog huske, at ud af de 322.000, der modtog arbejdsløshedsdagpenge, var mange kun ledige i en kortere tid.

Tallet er dog alligevel chokerende for mange. I den offentlige debat har fokus været, at omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder forsørges af det offentlige. Arbejdsgiverorganisationer, liberale tænketanke og erhvervsledere er blandt dem, der har peget på, at det ikke kan fortsætte. Omfanget af disse overførselsindkomster er unægtelig et vigtigt og principielt samfundsproblem, men det tegner ikke hele billedet.

Det hører også med i beskrivelsen af det danske system, at Danmark, ligesom de øvrige nordiske lande, har en meget høj andel af befolkningen, der er aktive på arbejdsmarkedet. Et statistisk nøgletal kendt som Labour Force Participation Ratio eller LFPR. Det er et nøgletal der blandt andet opstilles af ILO, der hører under FN. Tallene i figuren er taget fra ILOSTAT statistikken og dækker 2013.

Arbejdsmarkedsdeltagelse er alle, der er beskæftigede, eller arbejdsløse som aktivt søger arbejde, som procent af hele befolkningen. Man medtager kun personer over 15 år. Det samlede nøgletal udtrykker i høj grad kvindernes integration på arbejdsmarkedet samt befolkningens fordeling på aldersklasser. Lande, hvor kvinderne ikke er fuldt integreret på arbejdsmarkedet, som i en række lande i Mellemøsten, har lav arbejdsmarkedsdeltagelse. En høj andel af ældre vil også trække nøgletallet ned.

Kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse er generelt meget høj i de fattigste lande, falder derefter i takt med økonomisk fremgang, og stiger så igen når et land når op blandt de rigere nationer. Dette ses til dels i figuren over europæiske lande, hvor dog de relativt fattigste lande ikke findes.

Man kan vælge at begræde, at Danmark har mange på overførselsindkomst, givetvis for mange. Men man bør også være åben for, at Danmark på linje med de andre nordiske lande og lande som Holland og Schweiz også er en arbejdskraftmæssig succeshistorie. Det er som den gamle historie om, hvorvidt man synes glasset er halvt tomt eller halvt fyldt.

Når man reflekterer over, hvorfor vi i Danmark har fået så mange på overførselsindkomster, ledes man frem til en tænkning, der i sin natur er meget økonomisk: Hvordan man kan reducere kontanthjælpsydelser eller stramme rådighedskrav o.s.v. Når man reflekterer over, hvordan vi i Danmark har skabt en så høj arbejdsmarkedsdeltagelse, ledes man derimod frem til en anden tænkning, der er mere kompleks og sammensat, men som kan sammenfattes med ordene ligeberettigelse, rummelighed og et forbedret arbejdsmiljø. Det er kvinderne, der har sikret de nordiske lande den fornemme placering i arbejdsmarkedsdeltagelse. En stærkere ligeberettigelse, også lønmæssigt mellem kønnene, kan medvirke til en endnu finere placering. Danmark ligger ikke i top på dette punkt – der bruges mange kræfter på at måle det såkaldte ”gender gap” internationalt – men burde vi ikke ligge i top?

Den høje arbejdsmarkedsdeltagelse handler også om rummelighed, et arbejdsmarked der har plads til personer med en reduceret arbejdsevne, måske et handicap, og som ikke kan klare et fuldtidsjob. Det handler om, at man for at fremme en øget integration på indvandrer/efterkommer området sikrer, at diskriminationen, også den ”lille diskrimination”, ikke sniger sig ind ved gennemgangen af jobansøgningerne. Indvandrere og efterkommere udgør nu 11,1% af befolkningen, og andelen stiger. Den ”lille diskrimination” består ikke i, at man overfuses på grund af hudfarve eller et slør, men i at der måske sker en forbigåelse ved en forfremmelse, eller at jobansøgningen ryger længere ned i bunken. Medmindre virksomheden lige skal ansætte en enkelt indvandrer for udadtil at sende de politisk korrekte signaler.

Hvorfor får vi ikke en grundig analyse af, hvorvidt danskerne virkelig er racister – som vore svenske naboer til tider antyder. Danmark har ikke været med i den internationale kortlægning i form af World Value Survey (som i øvrigt afslørede, at lande uden for Europa og Amerika faktisk var de mest racistiske). Men burde vi ikke få fakta på bordet, og i øvrigt sætte os den målsætning, at vort arbejdsmarked skulle være renset for forskelsbehandling og på dét punkt gå forrest? Uden tal ved vi ikke, om det er myter eller realiteter, og hvor vi eventuelt må sætte ind.

Det handler om et arbejdsmiljø, der sikrer, at de personer, vi ikke længere vil sende på efterløn, rent faktisk kan klare et job i de sidste år før folkepensionen, også selvom de har haft et fysisk eller psykisk hårdt arbejde. Indsatsen på disse områder er af en mere kvalitativ karakter, ikke let at regne om i tal og proppe ind i en model for ministerielle regnedrenge. Det betyder ikke, at effekten ikke er der.

Når vi imidlertid ligger så højt i arbejdsmarkedsdeltagelse, så er det blandt andet fordi, vi allerede er gået et langt stykke af vejen, når det handler om ligeberettigelse, rummelighed og sikring af og respekt for arbejdstagerens rettigheder. I et land som USA, hvor mindstelønnen er 7,25 USD, og hvor incitamentsstrukturen til at søge arbejde må siges at være maksimal, har man ikke en højere arbejdsmarkedsdeltagelse end i de nordiske lande.

I enhver væsentlig samfundsdebat er der behov for at se ting fra flere sider og søge en balance mellem disse. I diskussionen om danskere på passiv forsørgelse kan man en gang imellem tegne billedet af danskerne som et lidet produktivt, ja dovent folkefærd. Vi underholdes med reality programmer i TV som ”Blok på bistand”, hvor man kan pege fingre af den enkelte og more sig over den pågældende, eller nære sin forargelse. Debatten kan også føre til, at man får opfattelsen af, at der fundamentalt er noget galt herhjemme med den måde, vi har indrettet os på. Her kan det være sundt en gang imellem at huske, hvor avanceret og velfungerende et samfund Danmark er også på arbejdsmarkedet, som tallene oven for viser.

​​Dette debatindlæg er skrevet af sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, til Finans.dk
Finans.dk's abonnenter, kan desuden finde indlægget her​​​​​