Coronapandemien og byggeriet

EPIDEMIER HAR HÆRGET DANMARK GENNEM HISTORIEN

Når entreprenører graver i Københavns gader, finder de fra tid til anden et skelet. Måske tilkalder de politiet af frygt for, at der er sket en forbrydelse. Men knoglerne er hundrede år gamle.

De er fra en af Københavns pestkirkegårde. For engang var sygdom herre i samfundet.

Før i tiden måtte befolkningen tåle, at epidemier når som helst kunne bryde ud. En tilbagevendende katastrofe blev for Danmarks vedkommende pesten.

Den sidste pestepidemi ramte under Store Nordiske Krig i 1710-11, hvor mere end en tredjedel af Københavns befolkning omkom.

For at få plads til de mange døde anlagde man i København såkaldte ”assistens kirkegårde", blandt andet i Fiolstræde og Gothersgade.

De giver i dag mindelser om en fortid, vi nu har svært ved at fatte.

Pesten forsvandt, men andre sygdomme fulgte. Koleraepidemien i 1853 blev skelsættende for København, fordi den førte til sløjfningen af voldene, anlæg af moderne kloaker og en bevægelse for bedre boliger for samfundets fattige. Andre sygdomme satte deres præg på samfundet gennem en mere kronisk tilstedeværelse såsom tuberkulose. Man behandlede sygdommen på sanatorier, der opførtes rundt om i Europa og USA, og i Danmark kender mange nok Hotel Koldingfjord, der byggedes som sanatorium og tjente som sådan fra 1911 til 1960. Et andet eksempel er Hotel Vejlefjord. Når man i dag ser disse smukt istandsatte hotel-og konferencesteder, tænker få nok på deres dystre fortid.

Den globale epidemi - pandemi - der især har optaget forskere, er ”Den Spanske Syge". Den ramte i 4 bølger startende i foråret 1918 og med den sidste, begrænsede bølge i foråret 2020.

Den Spanske Syge var en type H1N1 influenza, der muterede undervejs i forløbet. Mens den 1. bølge mindede om en normal influenza, ramte den 2. bølge i august 1918 med en høj dødelighed især for yngre. Dødstallet kendes ikke præcist men anslås til 17 -100 millioner mennesker. 2009 svineinfluenzaen var også en pandemisk H1N1 influenza, men med langt lavere dødelighed end Den Spanske Syge. I Danmark dræbte Den Spanske Syge mindst 15. 000. En behandling nåede man aldrig frem til, og til sidst forsvandt sygdommen som et mysterium for aldrig at vende tilbage.

Lægerne var under de fleste af disse sygdomsudbrud hjælpeløse.

Men allerede i 1600-tallet havde man indset, at samfundet gennem regulering kunne stoppe spredningen.

Ved at lukke grænser, og ved ligefrem at sætte byer i karantæne, kunne man forhindre smittede i at overføre smitten til flere.

I Danmark indførte Christian IV en pestlov i 1625 inspireret af italienske karantænebestemmelser.

Det ”lockdown", vi under Covid19 pandemien har set i millionbyen Wuhan har fortilfælde i Europa hundreder af år tilbage i tiden.

Frygten for en gentagelse af Den Spanske Syge har hele tiden luret. Hollywood har spillet herpå med film som ”Contagion” med Matt Damon. Bill Gates har i sit filantropiske arbejde i årevis advaret mod faren. Men forskerne har langtfra sovet i timen. De tre multinationale organisationer WHO, FAO og OIE har et samarbejde om at forebygge, at en ny virus kan opstå og sprede sig fra dyr til mennesker. Sygdomme som MERS, SARS og Covid19 opstår som såkaldte ”zoonoser", hvor en sygdom springer fra dyr over til mennesker, fuldstændig som i Hollywoods skrækfilm.

I årevis har man i EU-forskningen søgt at gøre sig klar. I 2014 startede man forskningssamarbejdet PREPARE, Platform for European Preparedness Against (Re-) Emerging Epidemics med støtte fra det 7. rammeprogram.

De amerikanske myndigheder har et tilsvarende program, PREDICT. Forskere har længe peget på, at risikoen er stor for, at en ny pandemi starter som en zoonose i et område med høj befolkningskoncentration, landbrug og hvor man f.eks. gennem skovrydning er trængt ind på vilde dyrs habitat. Disse forudsætninger er i høj grad til stede i det centrale og sydlige Kina. Her er SARS og SARS-CoV-2 opstået, flere typer influenza, og her findes zoonoser som japansk hjernehindebetændelse.

En anden zoonose i området er bandavirus, SFTSV, en febersygdom med høj dødelighed, der overføres af tæger.

SARS-CoV-2 pandemien er derfor ikke en overraskelse i det videnskabelige miljø. Ikke desto mindre har den taget samfundet på sengen og udløst panik, hamstring, racisme, konspirationsteorier, forfjamskede og kaotiske myndighedsreaktioner og et sandt blame game mellem nationer.

Det eneste lyspunkt er, at dødeligheden ved Covid19 er forholdsvis lavere end for Den Spanske Syge.

CORONA UDBRUDDET OG MODFORANSTALTNINGERNE

Når man skal bedømme konsekvenserne for samfundsøkonomien af pandemien, må man vide, hvordan den pandemiske bølge vil udvikle sig, og om der kommer mere end én bølge. Er sygdommen så smitsom og dødelig, at det bliver nødvendigt at foretage flere nedlukninger af samfundet, så kan det blive alt -ødelæggende for økonomien.

Man har i 100 år haft matematiske modeller, der forklarer epidemiers udvikling. Modellerne minder meget om økonomiske modeller, fordi de består af systemer af differentialligninger - ligninger som nogen måske bøvlede med i gymnasiet og på læreanstalter.

Analysen af epidemiens forløb over tid er en analyse af den matematiske models dynamiske egenskaber, helt svarende til modeller for økonomi og andre videnskaber. Problemet er blot, at modellerne for epidemier hviler på en række parametre, som man ikke kender ved udbruddet af en ny virus. Dette er i kontrast til en økonomisk model, hvor man kan fastsætte parametre ud fra observationer af lange tidsserier med historiske data.

Flere forhold ved epidemier kan bero på tilfældigheder.

Risikoen for smitte fra én person til en anden kan i gennemsnit være lig med en bestemt faktor, men den faktor kan variere fra person til person. Der kan være ”superspredere” og superspredningshændelser.

Smittespredningen fra én by til en anden kan også bero på tilfældigheder for blot én person kan føre smitten videre.

En model, der tager højde for disse tilfældigheder siges at være stokastisk fremfor deterministisk.

Man kan ved en sådan model fremskrive et utal af forskellige forløb ved hjælp af computersoftware, men der vil altid være en usikkerhed knyttet til beregningerne.

For eksempel så man ved svineinfluenzaen i 2009 en stor spredning i vurderingen af smittetrykket. Det skyldes også, at mange lokale forhold omkring klima, urbanisering og social/-kulturel adfærd kan spille ind og påvirke smitten.

Det antal personer, som én person smitter i starten af udbruddet, hvor ingen er immune, kaldes R0. Det er det såkaldt ”basale reproduktionstal". Hvis R0 er højere end 1, vil epidemien udvikle sig med såkaldt eksponentiel vækst, se figuren. Den eksponentielle vækstfunktion er en af de mest anvendte funktioner i verden, og mange processer i naturen og i økonomi kan i en del af forløbet tilnærmes med denne funktion. Det er en vækst, hvor vækstraten er konstant. Man kan beregne reproduktionstallet R0 ud fra den eksponentielle vækstrate tilsammen med antagelser om latensperioden (tiden fra man smittes til at symptomerne viser sig) og infektionsperiode (det tidsrum hvor man kan smitte).

De kinesiske myndigheder regnede sig frem til, at R0 i Wuhan lå på 2,5 i starten. Dette er meget højt sammenlignet med influenza.

Senere har amerikanske forskere knyttet til den amerikanske sundhedsstyrelse CDC imidlertid regnet sig frem til et endnu højere R0 i Kina på hele 5,7.

Kineserne skulle altså have undervurderet epidemiens farlighed.

De amerikanske forskere har haft adgang til de kinesiske data, herunder om de enkelte borgeres bevægelser.

Når myndighederne indfører restriktioner, og når folk selv bliver angste og tilbageholdende overfor social kontakt, så falder smittetrykket. Man taler da om det effektive reproduktionstal Re.

Det er dette tal, som man ser Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen udtale sig om, og som hele tiden falder eller stiger. Men det er ikke R0, som ændrer sig.

Det er konstant. Derimod vil Re altid falde, blandt andet fordi flere får sygdommen og efterfølgende i en vis tid har immunitet.

Derved får virus sværere og sværere ved at finde en ny vært. I figuren på side 9 er vist antal smittede i Tyrkiet og Brasilien. Man ser tydeligt, hvordan væksten i Tyrkiet er eksponentiel i starten, men så går luften ud af udbruddet, vækstraten falder. Dette kaldes logistisk vækst, og er også en af de hyppigst forekommende vækstformer i naturen. Samtidig ser man for Brasiliens vedkommende et forløb, hvor der er en mere eksponentiel vækstkurve i længere tid, her har myndighederne fejlet og grebet ind for sent. Epidemien kommer ud af kontrol, og figuren viser faren ved eksponentiel vækst: Et tilsyneladende lavt smittetal kan på få dage udvikle sig katastrofalt. Det skal nævnes, at Brasilien ifølge IMF er verdens 8. største økonomi, mens Tyrkiet er verdens 13. største økonomi. Hvad der sker i disse lande, har stor indflydelse på andre landes økonomiske udvikling.

Det brasilianske smitteforløb er uhyggelig tæt på en eksponentialfunktion.

I ligningen for eksponentialfunktionen, der er lagt ind i figuren, er y antal smittede og x er antallet af dage.

R2 er korrelationskoefficienten, der her viser, at eksponentialfunktionen forklarer hele 97,8% af udviklingen i antal smittede i Brasilien.

Efter at udbruddet startede i Hubei provinsen i Kina og siden spredte sig til Sydkorea, ramte pandemien den 21. februar Lombardiet i Norditalien med et stort udbrud nær Milano. Sygdommen havde dog været i Europa tidligere.

USA registrerede sit første tilfælde - en rejsende der havde været i Wuhan - den 20. januar.

Der er siden fremkommet informationer, der indikerer, at sygdommen kan have været i USA så tidligt som november 2019. Er det sandt, så har de kinesiske myndigheder måske fortiet udbruddets start, eller de lokale myndigheder har været uprofessionelle.

WHO erklærede den 27. januar, at der var høj risiko for et udbrud på globalt niveau. Den 11. marts erklærede WHO Covid19 for en pandemi. Den 11. marts var der fortsat kun 125. 000 smittetilfælde i verden, hvoraf størsteparten i Kina, men truslen var nu gået op for myndighederne i den vestlige verden. Man skred overalt i verden til restriktioner inspireret af den kinesiske nedlukning af Wuhan, og ordet "lockdown” blev fælleseje.

På alle kontinenter greb man til nedlukninger, enten for hele nationer som helhed, eller for dele af landene. Dette indebar grænselukninger, indstilling af flyrejser mellem lande, karantæne for hele byer som f.eks. Helsingfors, restriktioner på indenlandske rejser, forbud mod forsamlinger, tvangslukninger af detailhandel og forlystelser og direkte udgangsforbud, på engelsk "curfew".

Nedlukninger fik mange forskellige udformninger og kom for hvert land på forskellige tidspunkter i form af udbruddets forløb.

Nogle lande lukkede ned tidligt i forløbet, mens andre først greb ind sent. Vi kan i dag se, at især tidspunktet for nedlukning mere end omfanget af nedlukningen blev altafgørende for forløbet.

I Danmark frarådede man fra 11. marts forsamlinger med mere end 100 personer. Den 13. marts blev ikke-essentielle offentligt ansatte sendt hjem, og private virksomheder blev opfordret til at lade ansatte arbejde hjemme.

Fra 16. marts lukkede man skolerne, og den 18. marts lukkede man for butikscentre, restauranter, caféer, frisører mv. og gjorde det ulovligt at forsamles mere end 10 personer.

Disse nedlukninger kom forholdsvis tidligt i det epidemiske forløb i Danmark, og måske derfor blev det aldrig nødvendigt at gribe lige så hårdt ind herhjemme som i andre lande. Her har man set decideret udgangsforbud, eller at grænsen for forsamlingsforbuddet blev sat ned til 2 personer. Man har også set tvangslukning af private arbejdspladser som fabrikker og byggepladser.

Mest kendt er nok lukningen af Tesla bilfabrikken i Californien og den ikke alt for beherskede reaktion herpå fra Elon Musk.

I udlandet så man national nedlukning i Italien den 9. marts.

I USA fik man nedlukning i staten New York den 20. marts, i UK, Tyskland og Frankrig den 23. marts og Rusland den 28. marts. I Spanien beordrede man alle ikke-essentielle ansatte til at forblive i hjemmet fra den 30. marts, og derved lukkede man altså også byggepladser.

I staten New York og i Californien udstedte man den såkaldte ”shelter-in-place” ordre. Dette udtryk medførte en del panik, fordi det har rod i den kolde krig og skulle bruges ved et atomangreb, men også bruges når der er et masse-skyderi i gang. Derfor har man i stedet talt om en ”PAUSE order” og om ”stay-at-home” ordrer. ”Shelter-in-place” har en lovs gyldighed, og det kan give fængselsstraf at bryde den. Den indebærer, at virksomheder øjeblikkeligt skal indstille enhver form for aktivitet.

Nedlukningerne er allerede nu genstand for forskning, og på Oxford universitetets Blavatnik School of Government har man opstillet et indeks, hvor man kan følge timingen og styrken i nedlukningerne.

FINANSKRISEN OKTOBER 2008 SPØGER PLUDSELIG I KULISSEN

Med nedlukningerne fulgte store negative økonomiske konsekvenser.

Disse er i starten synlige i bestemte sektorer, men efterhånden som disse sektorer kommer i krise, så spreder krisen sig senere til andre sektorer i et mere generelt tilbageslag for hele økonomien, en recession.

Lukningen af transport ramte øjeblikkeligt flyselskaberne og rejsebureauer. Dette påfører også lufthavne, flyfabrikker, catering, krydstogtbranchen, havne og en lang række underleverandører problemer. Tilsvarende rammer nedlukning for rejser og forbud mod sammenkomster hoteller og konferencecentre. Hele rejse-og oplevelsesindustrien, der i nogle lande står for 15% af national -indkomsten, blev ramt af en øjeblikkelig krise. Da flyselskaber og rejsebureauer i forvejen var presset af hård priskonkurrence og strukturelle forandringer, er det indlysende, at uden massiv offentlig støtte ville mange sådanne selskaber gå ned.

Nedlukning i detailleddet rammer både de store butikscentre såvel som den lille selvstændige.

I Danmark har fokus for nedlukningen været restauranter, caféer, fitnesscentre og frisører plus butikkerne i butikscentre, men i udlandet har nedlukningen været mere omfattende. Det påfører dels butiksejerne tab, men derefter følger problemer for ejerne af lokalerne og de sektorer, der leverer varer til butikkerne, for eksempel varer til tøjforretninger eller fødevarer og vin til restauranter.

Nedlukningen i detailhandelsleddet forgrener sig derfor ud i alle afskygninger af den internationale økonomi. Et eksempel er vinindustrien, der lige nu befinder sig midt i et historisk kollaps.

Når hoteller og restauranter i USA og Europa rammes, så får det konsekvenser for vinbonden i Sydafrika og Australien.

Den generelle usikkerhed hos forbrugerne om deres økonomiske fremtid kombineret med ønsket om at holde social afstand er en giftig psykologisk cocktail også for de butikker, der rent faktisk holder åbent som bilforhandlerne.

Med en usikker fremtid viger forbrugerne tilbage fra større anskaffelser, og her er boligen og bilen i første række.

Med et styrtdyk i transport falder efterspørgslen efter olie.

Olieprisen falder derfor, hvilket rammer de lande og teknologier, hvor produktionsomkostningerne er høje. Det gælder f.eks. skiferolieindustrien i USA. En række olieproducerende lande som Norge eller Brasilien sættes derved også under pres. Det påvirker disse landes valutakurser, og denne valutauro kan smitte af på andre lande, som det er set før med internationale valutakriser. Den 21. maj var den brasilianske Real faldet 24% i forhold til for 3 måneder siden. Rublen var faldet 12%. Den sydafrikanske Rand var nede med knap 18%. Den mexicanske peso var faldet 20%.

Den globale økonomi kobler i dag landene sammen, og når én dominobrik falder, så ryger de andre let med. Imidlertid stabiliserede olieprisen sig i slutningen af maj måned.

Selv om regeringerne har været hurtige til at gennemføre støtteordninger, der skulle motivere virksomheder til ikke at fyre deres medarbejdere, men i stedet hjemsende dem med lønrefusion, så kan det ikke undgås, at ledigheden stiger. I USA er ledigheden steget fra 3,6% i februar 2020 til 14,7% i april 2020. Det skal sammenlignes med 10% i oktober 2009, da Finanskrisen var på sit højeste. World Economic Forum forudser en stigning til 20%. Truslen mod beskæftigelsen må, især hvis det ikke hurtigt vendes, forventes at udløse et stort fald i privatforbruget, der vil forstærke det økonomiske tilbageslag yderligere.

Med udsigten til en kommende økonomisk krise reagerer aktiemarkederne øjeblikkeligt, idet markedet søger at indregne den fremtidige økonomiske tilbagegang.

Deraf kommer betydelige kursfald på aktier med deraf følgende økonomiske tab til følge, for eksempel i pensionsopsparingen.

Den 24. februar blev det tydeligt, at aktierne på Wall Street var i gang med at indregne en forestående global krise. Der var nu ved at tegne sig et billede af, at verdens 3 største økonomiske kraftcentre, EU, Kina og USA alle ville blive hårdt ramt af pandemien.

Udviklingen forværredes de følgende dage og nåede lavpunktet mandag den 23. marts, hvor indekset var faldet 37% i forhold til den 12. februar. Den 23. marts var antal smittede i USA nået op på 43. 750. Om fredagen inden da børsen lukkede lå smittetallet kun på 17. 400. Weekenden havde således gjort det klart, at USA befandt sig i en eksponentiel smittevækst, og samtidig havde kongressen været igennem et tumultarisk forløb med uenighed om en højst tiltrængt hjælpepakke, den såkaldte ”CARES act”.

Truslen om et systemisk nedbrud lå over hovedet på kongressens medlemmer med mindelser om nedsmeltningen i oktober 2008. Aktiemarkederne havde i dagene inden været gennem dramatiske dage, den såkaldte ”Black Monday of 2020” den 9. marts, og igen mandag den 16. marts.

Investorerne solgte, hvad de havde, og flygtede over i likviditet.

Det fik guldprisen til at falde, et meget ilde tegn under en krise, hvor man normalt netop vælger at gå over i det ellers så sikre guld. Olieprisen (Gælder WTI olie = West Texas Intermediate) faldt til 20,3 dollars den 18. marts, et styrtdyk fra de 63 dollars i de første dage af 2020. Det skulle snart blive meget værre med negative priser en overgang i en bizar drejning. Samtidig flygtede investorerne også ud af obligationer, og statsobligationer og realkreditobligationer oplevede en kraftig rentestigning i løbet af 10 paniske dage fra den 9. marts til den 18. -19. marts.

Om natten den 25. marts enedes man imidlertid i kongressen om hjælpepakken til 2. 000 milliarder dollars, den største økonomiske hjælpepakke i USA's historie.

Beløbet er svimlende, men skal sættes i forhold til USA store nationalindkomst. Pakken svarer til 10% af den årlige nationalindkomst (BNP), hvilket stadig er et enormt støtteomfang internationalt set.

Udviklingen på aktiemarkedet er spektakulær. Forinden var gået et forløb, hvor den amerikanske centralbank FED havde bragt det tunge skyts i stilling. Utvivlsomt hjælpsomt, men ikke desto mindre helt utilstrækkeligt. FED nedsatte sine styringsrenter den 3. marts fra 1,75% til 1,25%, senere blev de den 15. marts nedsat til 0,0 - 0,25%. Den 3. marts havde man også annonceret kvantitative lettelser (quantitative easing, deraf forkortelsen QE) til 700 milliarder dollars. Kort fortalt betyder det, at centralbanken køber obligationer og derved pumper store mængder likviditet ud i markedet og presser renten ned. Dette er en nøjagtig gentagelse af forløbet fra under Finanskrisen, og det er karakteristisk, at de pengepolitiske instrumenter med nedsættelse af styringsrenter og kvantitative lettelser simpelthen ikke rækker, når der først går panik i markederne.

Med CARES loven faldt markederne imidlertid gradvist til ro.

Mange danskere har nok fulgt uroen med frygt og måben, for en del boligejere stod til at skulle have rentetilpasset deres lån ved auktioner i maj. Heldigvis for dem faldt markederne igen til ro, og boligejerne endte med at få en lavere rente end før, undtagen kunderne med F1 lån.

Ovenpå de pengepolitiske lempelser og hjælpepakkerne til virksomheder og ”helikopterpenge” til borgerne kommer nu diskussionen om traditionel ekspansiv finanspolitik. Præsident Trump har søgt at genoplive sin infrastrukturplan. Det er en massiv investeringsplan i infrastruktur, der giver mindelser om præsident Roosevelts ”New Deal” under den store depression 1933-1939. Imidlertid møder planen modstand, da demokraterne har deres egen ”Green New Deal” målrettet ulighed samt grøn omstilling.

Parterne har dog tidligere været enige om en plan, og den afgørende modstand kommer nu fra republikanerne i kongressen, der er bekymrede over gæld -sætningen. Infrastrukturplanen skal med Trumps ord være ”big and bold", hvilket er Trumpsprog for 2. 000 milliarder dollars.

Omfanget er således identisk med hjælpepakken, "CARES act".

Også i Danmark kommer vi til at se, at hjælpepakkerne gradvist aftrappes, og at politikerne i stedet diskuterer initiativer som infrastrukturinvesteringer, der skal sætte skub i økonomien.

DANSK ØKONOMI I CORONA CHOK

Det er umådeligt usikkert at beregne effekten af pandemien på dansk økonomi. Ikke desto mindre har Nationalbanken og De Økonomiske Råd begge gennemført beregningerne. Analyserne må tage udgangspunkt i fire forhold:

1) Tabet af produktion og forbrug som følge af nedlukningen af samfundet. Vurderingen kræver antagelser om, hvorvidt pandemien kommer tilbage i en 2. runde til efteråret, og om det i givet fald kræver en nedlukning af samfundet, samt forudsætninger om, hvor omfattende en sådan nedlukning bliver.

2) Tabet af eksport. En række af vores store aftagerlande for eksporten er hårdt ramt. Det gælder således USA og UK. I den udstrækning at vores samhandelspartnere rammes, så rammes Danmarks økonomiske vækst og beskæftigelse, uanset hvad vi selv gør.

3) Adfærdsændringer efter pandemiens 1. bølge. Selv om den 1. bølge overstås og samfundet lukker op igen, så må man forvente, at befolkningen ændrer adfærd. Det kan dels skyldes frygt for smitten, dels kan det være en reaktion på øget økonomisk usikkerhed. Begge dele kunne føre til mindsket forbrug, og ønsket om at sikre sig selv via øget opsparing. Dette vil dæmpe den økonomiske vækst.

4) Hjælpepakkernes omfang og virksomhederne og borgernes vilje til at udnytte disse.

Hertil kommer, at der skal skønnes over den økonomiske vækst hos vores samhandelspartnere samt centrale økonomiske størrelser som olieprisen.

Vismændene har udført sådanne beregninger, men som følge af usikkerheden om pandemien, så er det gjort som scenarier.

Et "mildt” scenarie, hvor pandemien kommer i én bølge, og et ”mørkt” scenarie, hvor pandemien kommer tilbage i efteråret, og hvor man tvinges til en nedlukning af halvt omfang af den første.

Det er svært at argumentere sundhedsfagligt for, at landet skulle rammes af netop 2 bølger og så ikke flere, medmindre man baserer dette på en forventning om en vaccine. Så længe befolkningen ikke har udviklet immunitet (såkaldt flokimmunitet), kan smitten blusse op igen. Flokimmunitet vil med Covid19 først optræde, når 60% af befolkningen er immune. Er man interesseret i begrebet har jeg skrevet en artikel om emnet, hvor jeg forklarer den simple matematik, på min LinkedIn profil.

Den forudsatte vækstrate på -3,5% i det ”milde” scenarie repræsenterer et fald i væksten på 5 procentpoint, da man tidligere forventede en afdæmpet vækst på 1,5%.

Den psykologiske effekt af pandemien og nedlukningerne har allerede vist sig i en historisk dramatisk nedgang i forbrugertillidsindikatoren og i konjunkturbarometrene for forskellige erhverv.

Dette er den øjeblikkelige psykologiske chokeffekt.

Noget tyder på, at den første chokvirkning hurtigt kan bedres noget. Spørgsmålet er så, hvordan befolkningen reagerer, når det går op for den, at den økonomiske krise ikke er overstået, blot fordi nedlukningen ophører.

Der er her et punkt, hvor jeg føler, at både politikere, økonomer og journalister har fejlet i deres formidlingsarbejde. Derimod har internationale institutioner som den europæiske centralbank ECB og valutafonden IMF advaret om, at krisen kan blive langvarig.

Man kan være skeptisk over, om vismændenes modeller fanger psykologien i pandemien og regner sig frem til den rigtige effekt på boligpriserne. Den beregnede effekt med et prisfald på 8-11% for enfamiliehuse er forholdsvis afdæmpet. Det er faktisk en markant bedre udsigt end under Finanskrisen, hvor det økonomiske tilbageslag var tilsvarende, men hvor boligpriserne faldt hele 16% for enfamiliehuse på de 8 mdr. fra maj 2008 til februar 2009.

Det skal huskes, at ejerlejligheder er mere volatile end enfamiliehuse.

Under Finanskrisen faldt lejlighederne med 30,6% fra toppunktet i juli 2007 til februar 2009. Det kan forklares med, at de havde gennemlevet et bobleforløb i 2006-2007.

PANDEMIEN RAMMER BYGGERI OG BOLIGMARKED MINDRE HÅRDT END FINANSKRISEN

Der er to hovedårsager til, at pandemien ikke kommer til at ramme byggeri og boligmarked lige så katastrofalt som Finanskrisen ramte.

Den første årsag er af strukturel karakter. Boligmarkedet i 2020 er grundlæggende helt anderledes end det var, da Finanskrisen satte ind i 2008.

Det andet forhold er, at politikerne lynsnart har reageret på krisen og sat ind med hjælpeforanstaltninger, der i høj grad bruger byggeriet som en løftestang for beskæftigelse og afledt aktivitet i samfundet. Sådan var det ikke i 2008, hvor regeringen ikke troede, at dansk økonomi ville blive ramt særlig hårdt. Dengang havde jeg en dialog med økonomiministeren her i Entreprenøren om lige netop det emne. Nu er situationen en anden, måske har politikerne lært af Finanskrisen, eller også er krisen som følge af Covid19 lettere at gennemskue.

En virus - og tvungen lukning af virksomheder - er meget håndfast at forholde sig til, mens krisen i 2008 kom bag på mange, også ledende eksperter indenfor finansverdenen, og involverede en uhyre kompleksitet i form af finansiel innovation med nye typer af derivater.

Når boligmarkedet i 2008 blev så hårdt ramt, så var det fordi, den økonomiske krise havde afsæt i selve boligmarkedet, et sygt boligmarked. Boligmarkederne - også i Danmark -havde været igennem voldsomme prisstigninger op til kulminationen i 2006-2007. Disse stigninger var ude af trit med de realøkonomiske faktorer og var endt med at blive spekulative. Kollapset i boligpriserne blev derfor meget dramatisk, og det kollaps ramte tilbage på privatforbrug, nybyggeri og reparation af boliger. Kollapset på ejendomsmarkederne påførte den finansielle sektor tab og medførte opstramninger i udlån, som medvirkede til at forværre krisen. Man taler om negative feedback-loops. En negativ spiral.

Sådan er virkeligheden imidlertid ikke i foråret 2020.

Boligpriserne er rigtignok steget, men ikke tilnærmelsesvist som i årene op til 00'ernes "boligboble".

Det betyder, at vi nok kan få et boligprisfald nu, men slet ikke i samme størrelsesorden som under Finanskrisen. Derfor bør krisen og dens indflydelse på boligbyggeriet blive mindre og af kortere varighed. Jeg betragter det som helt udelukket, at ser den samme mængde tvangsauktioner som i 2007-2012.

En stærk indikator på holdbarheden i det nuværende boligmarked er nettoudlånene fra realkreditinstitutterne.

Bevares, der har været en vis stigning i de seneste kvartaler, bl.a. som følge af de historisk store konverteringsbølger.

Men den stigning er intet i sammenligning med den belåningsfest, der udspillede sig under ”Boligboblen". Forskellen skyldes nok bl.a. de stramninger, som myndighederne har gennemført i lånevilkår i de senere år 2015-18.

Sygdommen i økonomien i 2020 kommer således ikke inde fra økonomien, den kommer udefra i form af en dødelig virus.

Derfor er der håb om en hurtig vending, hvis man får virus under kontrol, så krisen ikke når at bide sig fast.

En grundlæggende drivkraft for Danmarks boligmarked har i senere år været urbaniseringen, det forhold at befolkningen vokser markant i de største byer. Det driver boligpriserne op og skaber mangel på nye boliger, og det forhold vil bestå efter Covid19.

En anden drivkraft er rentefaldet.

Med den økonomiske afmatning følger fald i inflationen og renten, og det er nu sandsynligt, at vi trods voksende gældsætning for staterne står over for en lang periode med lav rente. Derfor vil boligmarkedet få sig et comeback, når det har rystet Coronakrisen af sig forhåbentlig en gang i slutningen af 2021.

Det andet forhold, der vil hjælpe byggeriet gennem krisen, er den hastige politiske erkendelse af krisen. Den har blandt andet udmøntet sig i en boligaftale, der muliggør at 18 milliarder kroner frigives fra Landsbyggefonden til renoveringsprojekter i 2020 og 2021. Det samlede beløb er over 30 milliarder kr. , men på den korte bane taler vi om 18 milliarder kr. Beskæftigelsesmultiplikatoren for renovering er, når de leverende erhverv regnes med, på cirka 1,3 mandår/ mio. kr. Derfor er der et stort beskæftigelsespotentiale i aftalen.

I marts indgik regeringen aftale med KL om ophævelse af det kommunale anlægsloft for resten af 2020. Dette sikrer også merbeskæftigelse med øjeblikkelig virkning.

Under Finanskrisen tabte bygge-og anlægssektoren cirka 50. 000 jobs fra 2007 til 2010. Det var dog fra et kunstigt højt topniveau i enkelte kvartaler i 2007, og det tog tre år, før man nåede bunden.

Undervejs i forløbet faldt det påbegyndte boligbyggeri fra 35. 500 i 2006 til 11. 100 i 2009, et fuldstændigt sammenbrud i markedet, og det havde stor indflydelse på beskæftigelsestabet.

Beskæftigelseskrisen i byggeriet under Finanskrisen var i høj grad en krise for beskæftigelsen ved nybyggeri og tilbygning.

En af årsagerne til, at det gik så galt, var, at man ikke brugte det almene boligbyggeri som en buffer til at modvirke krisen.

I 2009 påbegyndte man kun 934 almene boliger. Alt for sent, i 2012 fik man gang i det støttede byggeri med 4. 200 påbegyndelser.

Dette vil vi næppe se en gentagelse af. Som led i boligaftalen har man således fastholdt grundkapitalindskuddet for almene boliger på de relativt lave 8% for mindre boliger, som der er særlig mangel på i byerne.

En anden årsag var sammenbruddet i det private etageboligbyggeri.

Antal påbegyndte etageboliger med privat bygherre faldt fra 10. 500 i 2006 til 2. 600 i 2009.

Man kan her se en risiko i 2020, fordi man i flere år har haft en forceret byggeaktivitet af etageboliger i byer som København og Aalborg. I 2018 var påbegyndelserne i dette delmarked på mindst 14. 000 boliger, væsentligt over 2006 niveauet. Vil vi se en gentagelse af sammenbruddet fra 2009, fordi dette delmarked midlertidigt er ved at mættes og måske som følge af den forestående vurderings-og skattereform? Det kan ikke udelukkes, at vi vil se en effekt med udskydelse af nye projekter, men den type projekt indebærer normalt en lang forberedelses-og udførelsesperiode.

Hvis investorerne vurderer, at Coronakrisen er ovre i løbet af 1-2 år, så kan effekten vise sig at blive begrænset.

Den politiske indsats af betydning for byggeriet er dog kun lige begyndt. I næste omgang kommer klimaaftalerne. Dette vil dels give arbejde her-og-nu, som udskiftning af olie-og gasfyr, dels større anlægsarbejder, der først får beskæftigelseseffekt om nogle år, i form af "energiøerne".

Aftalen om midlerne i Landsbyggefonden er særligt værdifuld, fordi disse arbejder kan starte med kort varsel i modsætning til de store langsigtede planer som "energiøerne".

En vigtig parameter i den kommende grønne omstilling kan blive, at det kommunale anlægsloft også droppes for 2021, sådan som KL har opfordret regeringen til. Dette kunne gøres målrettet netop denne omstilling.

Man må forvente, at dansk økonomi og beskæftigelse også i 2021 er ramt af effekterne fra coronakrisen.

Intet er mere oplagt end at kombinere kampen mod coronakrisen med kampen mod klimaforandringerne.